Viborg

Årets første familiekoncert

Kom og oplev sigøjnerjazz med Papa Kotji den 20. september på Gudenådalens Friskole. Pressefoto

Der bliver gang i gaden, når Papa Kotji den 20. september spiller årets første LMS Familiekoncert i Viborg Kommune.

Papa Kotji spiller forrygende sigøjnerjazz torsdag den 20. september klokken 17.00 på Gudenådalens Friskole, hvor både børnehave og SFO er med til at arrangere koncerten.

– Det er spændende på en helt almindelig torsdag at kunne give børn og deres forældre en unik oplevelse med musik, som almindeligvis anses for at være for de voksne. Og ja, jazz kan også være for børn, når der samtidigt fortælles en god historie, og musikken formidler følelser og både kan være trist og glad, udtaler Karin Levring fra Gudenådalens Fribørnehave.

Udover koncerten med Papa Kotji byder efterårssæsonen 2018 på yderligere en professionel koncert for de 4-9-årige og deres familier, man allerede nu kan skrive i kalenderen. Til foråret kommer der yderligere to koncerter. 

Musikalsk brobygning

Årets fire LMS Familiekoncerter, tidligere Kamæleon Koncerter, er en særlig oplevelse, Viborg Kommune kan tilbyde familierne, fordi kommunen også afholder LMS Skolekoncerter. Begge dele er arrangeret i samarbejde med det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen.

I Viborg Kommune afholder grundskolerne i skoleåret 2018-19 hele 41 professionelle koncerter med fokus på høj kunstnerisk kvalitet og en pædagogisk formidling. Med LMS Familiekoncerter kan man lave en slags musikalsk brobygning mellem skole, børnehave og familier, hvor de ældste børnehavebørn i trygge rammer med mor, far og bedsteforældre får mulighed for at få en smagsprøve på de koncertoplevelser, der venter dem i deres kommende skoleliv, og de yngste skoleelever får mulighed for at vise forældre og bedsteforældre en flig af de alsidige, musikalske oplevelser, de får i skoletiden. 

Og så er skolekoncerter og familiekoncerter to sider af samme plade – professionelle koncerter i vidt forskellige genrer, som giver børn og deres familier fælles oplevelser, musikalske møder i øjenhøjde og inspiration, måske til selv at spille, måske til at opsøge flere koncerter og kulturoplevelser.

Det er i hvert fald noget af det, den lokale arrangør Musikudvalget for børn og unge i Viborg Kommune håber på:

– Det er af enorm børnekulturel værdi, at børn og deres familier kan få livemusikken helt tæt på. Vi ser frem til at glæde rigtig mange familier med en stor musikalsk oplevelse. Det er væsentligt for børnene hele vejen op igennem deres opvækst at kunne møde den levende musik og derfor er det skønt, at familiekoncerterne er startskuddet på en koncerttradition for børnene. Senere når børnene kommer i skole, bliver de også beriget med livekoncerter. En stolt børnemusiktradition i Viborg Kommune, som vi glæder os til at vedligeholde, udtaler børnekulturkonsulent Rikke Skovsbo.      

Næste familiekoncert bliver igen jazz med gruppen DrumDrum fredag den 9. november klokken 17 på Hovedbiblioteket i Viborg.

Kom med og bliv glad!

Kommentarer