Debat

Biskoppen i Viborg: Vi kan vælge at se hånen i øjnene

Henrik Stubkjær, Biskop, Viborg.

Debatindlæg af Henrik Stubkjær, Biskop, Viborg.

I lørdagsavisen undrer Niels Ole Andersen sig over, at jeg sagde ja til at åbne Skovgaard Museets udstilling “Billedstorm”, og han mener, at jeg dermed er faldet Folkekirkens medlemmer i ryggen. I den anledning vil jeg opridse lidt facts omkring den udstilling og min medvirken.

Udstillingen “Billedstorm” er et samarbejde mellem 3 museer: Kvindemuseet i Aarhus, Skovgaard Museet i Viborg og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Udstillingerne er lavet i anledning af Aarhus som Europæisk Kulturby og 500 året for reformationen i Danmark. Den er økonomisk støttet af blandt andet Præsidiet for Reformationsfejringen i Danmark, som har H.M. Dronningen som protektor.

Udstillingerne har det overordnede tema “billedstorm”, hvilket er betegnelsen for den udrensning af billeder, kalkmalerier og hellige statuer i kirkerne, der fandt sted i kølvandet på reformationen. I Danmark oplevede vi også en flig af denne billedstorm. Men den slog aldrig for alvor igennem i Danmark, hvilket Viborg Domkirke med Skovgaards fantastiske fresker er et klart vidnesbyrd om.

Museerne har i denne udstilling udvidet begrebet “billedstorm” til også at omfatte billeder efter reformationen, som har medført storm. På kvindemuseet i Aarhus er det billeder omkring køn, på museet i Lemvig er det billeder omkring det og de fremmede (denne udstilling åbnede jeg også lørdag den 1. oktober), mens Skovgaard Museet har sat fokus på religiøse billeder.

Niels Ole Andersen henviser til et billede af kunstneren Serrano, hvor han har neddykket et plastik krusefix i urin. Han konkluderer, at jeg ved at åbne en udstilling med det billeder, falder Folkekirkens medlemmerne i ryggen.

Det er tydeligt, at Niels Ole Andersen ikke har set udstillingen og ikke har læst citatet fra min tale i Viborg Stifts Folkeblad den 1. oktober. For havde han det, ville han vide, at udstillingen er meget bredere og mere nuanceret, end han fremstiller det. Og han ville vide, at han og jeg faktisk er enig i oplevelsen af dette billede.

Jeg sagde i min åbningstale og til alle medier, at jeg bliver provokeret af billedet, og at jeg ikke bryder mig om det. For jeg mener, man skal være meget forsigtig omkring blasfemi. Derfor er jeg også en af de få, der både i tv og aviser har advaret politikerne imod at afskaffe blasfemi-paragraffen.

Hvis Niels Ole Andersen ville vide mere om det provokerende billedet (f.eks. via Wikepidia), ville han se, at kunstneren er kristen. Han er katolik, og hans ønske er ikke at håne Kristus. Tværtimod. Det, han vil, er at få os til at tænke på vores liv. Hvordan lever vi det? Vores overforbrug af klodens ressourcer, måden vi møder den fremmede på, den nøgne, den sultne … (læs Mattæusevangeliet kap. 25).

Er vi ikke i vores måde at leve på med til at kaste vrag på Kristus, som hengav sig for os og døde på korset for vores skyld?

Stiller man disse spørgsmål bliver billedet pludselig farligt på en anden måde, for så udfordrer det vores måde at leve på. Hvordan kan vi i vores rigdom sige, at vi respekterer Kristus, samtidig med at der i verdens fattigste lande dør et barn af sult hvert 7. sekund?

Samtidig kan denne udstilling måske vise os rationelle danskere, at vi også har en religiøsitet, og at der også er noget, som er helligt for os. Noget som ikke skal skændes og hånes.

Kristendommen har altid levet med hånen og spotten. Jesus blev hængt på et kors og fik en tornekrone på hovedet – hvilken hån! Det kan vi vælge at vende ryggen til og nægte at forholde os til – ved for eksempel at melde afbud til en åbning.

Men vi kan også vælge at se hånen i øjnene, sådan som kristendommen altid har gjort. Og så kan vi tale op imod den. Jeg har valgt den sidste mulighed, og det håber jeg, Folkekirkens medlemmer kan være godt tjent med.

Kommentarer