Det bobler med fællesskaber i Viborg Kommune

Boblberg er for alle! Der er medlemmer fra 15 til 94 år. Det er gratis og tilgængeligt på alle enheder. Boblberg er udviklet i samarbejde med tre kommuner, 2.500 borgere fra hele Danmark og et stort udsnit af organisationer, som har berøring med kultur, fritid, sundhed og frivillige. Illustration: Viborg Kommune/Boblberg.dk

Borgere i Viborg Kommune har nu mulighed for at finde nye venner og fællesskaber gennem den digitale platform, Boblberg.dk, som kommunen har indgået samarbejde med.

Boblberg.dk er en digital platform, hvor al aktivitet drives af de mere end 190.000 borgere, som er en del af fællesskabet. Her skriver borgere sammen i selvoprettede opslag (bobler), hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter – men også svære emner, som for eksempel ensomhed og psykisk sårbarhed.

Fællesskab og færre ensomme

Målet med samarbejdet er blandt andet at flere borgere kan styrke deres mentale, sociale og fysiske sundhed gennem fælles oplevelser og interesser.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Åse Kubel Høeg, uddyber baggrunden for det nye tiltag:

– Vi har i byrådet, med vedtagelsen af en ny sammenhængsmodel, sat nye mål for sundhedsområdet, herunder mål for borgernes trivsel og livskvalitet. Samarbejdet med Boblberg er et af flere initiativer, som blandt andet skal bidrage til, at vi når vores mål om færre ensomme.

Samarbejdet med Boblberg tyvstartede allerede under sommerens Seniorfolkemøde og Snapsting med Handicap, hvor repræsentanter fra Boblberg havde en snak med mange borgere om muligheden for at finde fællesskaber på platformen. Det er blandt andet den indsats, der har betydet, at der allerede før den officielle lancering i dag nu er 1500 aktive brugere fra Viborg Kommune på Boblberg.dk.

På Boblberg inviteres borgerne til at bruge lokalsamfundet på nye måder og i fællesskab med andre. Samtidig kan boblerne også give inspiration til de borgere, der har et ønske om at være frivillige.

Ud i den virkelige verden

Medstifter af Boblberg.dk, Rasmus Stæhr glæder sig til, at han og hans kolleger nu skal rundt i hele Viborg Kommune og fortælle om de nye muligheder, som borgerne får.

– Vores erfaring er, at vi kan hjælpe mennesker til at finde støtte og skabe nye sociale relationer, som de kan tage med ud i den virkelige verden. Boblberg er et godt sted, hvis du gerne vil finde en ny ven at tale med. Du kan også finde en træningsmakker, et strikkefællesskab, nogle at spise sammen med eller noget helt fjerde, lyder meldingen.

Det er borgerne selv, der opretter bobler på boblberg.dk, og så kan andre slutte sig til, hvis de lige er den sidste fodboldspiller, der mangler på holdet, eller den bonusmormor, som en nytilflyttet familie søger.

Kommentarer