Land og By

Flere lærlinge i Midtjylland kommer i praktik

Arkivfoto

Bygge- og anlægsvirksomhederne i Midtjylland opretter flere praktikpladser. Det er en rigtig positiv udvikling, mener formand for Dansk Byggeri Midt og Vestjylland Niels Hansen

Flere lærlinge i Midtjylland er kommet i lære i en virksomhed. Det betyder, at færre lærlinge er i skolepraktik. I november 2017 var der godt 26 procent færre lærlinge i skolepraktik i forhold til året før, viser den nyeste opgørelse fra Undervisningsministeriet.

– Stigningen er et udtryk for, at der er gang i hjulene i øjeblikket, og det er vigtigt, at vi får uddannet flere håndværkere, fordi vi på et tidspunkt kommer til at mangle faglærte, forklarer Niels Hansen.

Når lærlingene kommer i praktik i virksomhederne, er det ifølge Niels Hansen med til at gøre dem dygtigere.

– Lærlingene får en helt anden oplevelse ved at arbejde i virksomhederne som en del af deres uddannelse. De får flere forskellige opgaver og lærer dagligdagen i en virksomhed at kende. Og det er bedre end skolepraktik, siger han.

Stigning på landsplan

Opgørelsen fra Undervisningsministeriet viser, at der er indgået 7.547 uddannelsesaftaler inden for bygge- og anlæg i hele landet. Det er 960 flere aftaler end samme periode året før, en stigning på 14 procent.

Mens bygge- og anlægsbranchen har indgået flere uddannelsesaftaler, er der et fald på landplan. Og samlet set går erhvervsuddannelserne tilbage på trods af den fine fremgang inden for bygge- og anlæg.

I perioden er antallet af lærlinge indenfor bygge- og anlæg i skolepraktik faldet med 214 elever på landsplan. I november 2016 var der 1.393, i november 2017 var det 1.162. Et fald på knap 16 procent.

Kommentarer