Viborg

Flere sunde fællesskaber til Seniorfolkemødet

Repræsentanter fra 16 frivillige idrætsforeninger og forbund holdt mandag 18. februar møde med Viborg Idrætsråd. DEr var repræsentanter fra Cykelistforbundet, Krop & Kultur, Bjerringbro IF, Starpetanque, VLTF Tennis, Glad Dans, Ældresag, Viborg Hallens Motionscenter, Viborg Firmaidræt, Sport på tværs Stoholm, DGI Midtjylland Senioridræt, KVIK. Fremsendt foto

Kultur & Udvikling, Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd arbejder igen i år på at styrke idræt- og bevægelsesdelen ved Seniorfolkemødet på Sønæs den 25. juni. Og i år vil man gerne have flere lokalområder repræsenteret til folkemødet.

I 2018 blev der som noget nyt etableret et foreningstelt, hvor i alt 16 idrætsforeninger og aktiviteter rettet mod seniorer inspirerede de besøgende til et væld af aktiviteter som blandt andet ringo, kroket, håndboldfitness, yoga, petanque og gymnastik.

Det var en succes, og derfor er det på programmet igen i år.

Mandag 18. februar mødte repræsentanter fra 16 frivillige idrætsforeninger og forbund op til møde i Viborg Idrætsråd. Formålet med mødet var at udvikle idrætsdelen ved dette års seniorfolkemøde. Snakken gik lystigt og rigtig mange gode inputs og ideer kom på bordet.

– Som kommune vil vi rigtig gerne have flere seniorer til at bevæge sig – og rigtig gerne i fællesskab med andre, fortæller idrætskonsulent Lisbeth Jørgensen.

–Vi tror på, at vi, ved at være synlige til seniorfolkemødet, med det væld af rigtig gode foreningsaktiviteter og tilbud, som vi har i Viborg Kommune, kan få gjort flere borgere nysgerrige og inspirerer flere til at bevæge sig i hverdagen. Derudover oplever vi, at de deltagende foreninger nyder stor glæde af at se hvad hinanden beskæftiger sig med, siger Lisbeth Jørgensen. 

Højskoledag 25. marts

Netop for at styrke fællesskabet foreningerne imellem og for at sætte ekstra fokus på bevægelsen, inviteres alle deltagende idrætsforeninger og deres medlemmer ved dette års Seniorfolkemøde, til højskoledag på Idrætshøjskolen ved Viborg mandag 25. marts.

Her skal der tankes op på fællesskab, dannes nye relationer, svedes igennem og udfordres, så foreningerne sammen står stærkt til sommer, når vi mødes igen i foreningsteltet, lyder meldingen.  

Foruden aktivitetsteltet afvikles der under seniorfolkemødet både opvisninger og turnering inden for flere idrætsgrene.

– Og vi har plads til flere foreninger og aktiviteter. Ambitionen er, at få mange så mange som muligt af vores lokalområder i kommunen repræsenteret, siger breddeidrætskonsulent Pia Viller Arendt.

Cykelparade

Til Seniorfolkemødet tirsdag 25. juni skydes bevægelsesdelen i gang allerede klokken 12.00 med en fælles cykelparade med start på Nytorv. Herefter cykles igennem Viborgs gader med slutdestination på Sønæs klokken cirka 13.15.

Alle seniorer kan være med, og der er gratis T-shirts til alle, der møder op.

Som forening kan man kontakte Lisbeth Jørgensen llj@viborg.dk eller Pia Viller Arendt pia@viborgidraetsraad.dk, såfremt man ønsker at deltage i foreningsteltet.

 

Kommentarer