Viborg by

Fodplejer Tanja Kufen giver socialt udsattes fødder en kærlig hånd

Tanja Kufen deltager i "Fod på Livet", hvor fodplejere over hele landet tilbyder socialt udsatte gratis fodbehandling. Det foregår lørdag den 3. november, hvor hun vil være på Fristedet Sind i Viborg. Fremsendt foto

Lørdag den 3. november kan socialt udsatte over hele landet få ordnet deres fødder professionelt. I Viborg deltager fodplejer Tanja Kufen i initiativet “Fod på Livet”, en landsdækkende event hvor Sammenslutningen af Danske Fodplejere tilbyder gratis fodpleje på væresteder.

– Jeg har takket ja til at deltage i ‘Fod på livet’, fordi jeg synes at alle mennesker har ret til at få ordnet fødder mindst én gang i livet. Det er vigtigt at passe på sine fødder, da de skal bære os gennem hele livet, og så er en fodbehandling bare en af de bedste følelser i verden. At blive fodplejer er det fedeste jeg nogensinde har gjort, fortæller Tanja Kufen, som er indehaver af Tåspidsen i Bjerringbro.

Hun har over 4 års erfaring som fodplejer og er medlem af brancheorganisationen Sammenslutningen af Danske Fodplejere (SADF), der er initiativtager til “Fod på Livet”.

– Vores medlemmer har en høj faglighed og er utroligt dedikerede – det bliver endnu tydeligere, når så mange af dem vælger at deltage i “Fod på Livet”. Som SADF-fodplejere ved vi, hvor stor betydning fødderne har for livskvaliteten, og hvor stor en forskel vi kan gøre for den enkelte. Derfor har vi besluttet at møde de socialt udsatte på deres hjemmebane, så de kan få en behandling i trygge omgivelser, siger formand for Sammenslutningen af Danske Fodplejere, Linda Dam Havmøller.

Med den gratis behandling kan fodplejerne hjælpe de socialt udsatte til bedre fødder, hvilket kan give et positiv skub til deres personlige velbefindende og overskud i hverdagen.

Et skjult og overset problem

Det er Landsforeningen af VæreSteder, der byder fodplejerne inden for til “Fod på livet”. Brugere, der har deres gang på værestederne, er socialt udsatte, der for eksempel har problemer med psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed, ensomhed og fattigdom.

Sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder, Cliff Kaltoft, kalder brugernes fødder et overset område:

– Mange af vores brugere har livsstilssygdomme, der også giver problemer med fødderne, og for eksempel dårligt blodomløb kan give vidtrækkende konsekvenser. Brugerne skjuler ofte problemerne, og derfor fylder fodpleje desværre ikke meget i socialt arbejde. Men der er uden tvivl et stort behov, og vi er utroligt glade for den indsats Sammenslutningen af Danske Fodplejere gør, siger sekretariatschef Cliff Kaltoft.

“Fod på livet” afvikles lørdag den 3. november, hvor 16 væresteder over hele landet får besøg af SADF-fodplejere, der gratis tilser brugernes fødder.

I Viborg foregår det på Fristedet Sind på Fælledvej.

Kommentarer