Viborg

Fuldt hus på næsten alle VIAs uddannelser i Viborg

De fleste af VIA uddannelserne i Viborg kan melde fuldt hus. Foto: via.dk

415 ansøgere fik natten til lørdag d. 30. juli besked om, at de er optaget på en af VIAs uddannelser i Viborg. De fleste af uddannelserne kan melde fuldt hus, men der er stadig ledige pladser på bacheloruddannelsen i offentlig administration og på den særlige sygeplejerskeuddannelse for SOSU-assistenter.

Igen i år viser Viborg sig som en populær studieby. Optagelsestallene fra VIA University College, der blev offentliggjort lørdag 30. juli, viser, at i alt 415 ansøgere kan pakke studierygsækken og gøre sig klar til studiestart på enten pædagog-, sygeplejerske-, animations- eller administrationsbacheloruddannelsen.

Ny uddannelse danner tæt parløb med arbejdsmarkedet

På uddannelsen til bachelor i offentlig administration er der i alt optaget 20 nye studerende, der skal starte på uddannelsen 1. september. Uddannelsen har dog stadig ledige studiepladser.

Ifølge Helle Johansen, uddannelsesleder, er det en af uddannelsens særlige styrker, at den hele tiden er i trit med det arbejdsmarked, den uddanner til.

– Vi er hele tiden i tæt kontakt med aftagerne, så uddannelsen altid er opdateret. De studerende møder gæsteundervisere og samarbejdspartnere, så de hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til den virkelighed, de uddanner sig til, siger Helle Johansen.

Udover administrationsbacheloruddannelsen er der desuden ledige pladser på en særlig sygeplejerskeuddannelse for social- og sundhedsassistenter (SOSU-assistenter), der ønsker at videreuddanne sig til sygeplejerske.

Glæde over interessen for at læse i Viborg

– Det er positivt, at så mange gerne vil læse på VIA i Viborg. Og det er meget positivt, at der både er stor interesse for de uddannelser, der er målrettet erhvervslivet, og dem, der sigter mod offentlige arbejdspladser. For samfundet har jo behov for begge dele for at skabe vækst og bevare velfærden,” siger professionshøjskole direktør Asbjørn Christensen fra VIA University College.

Han mener, at interessen hænger sammen med, at professionsbacheloruddannelserne er målrettet konkrete job på arbejdsmarkedet og giver mulighed for at sætte aftryk på udviklingen i samfundet. Samtidig er det attraktivt for mange unge, at professionsbacheloruddannelserne bygger på en kombination af teori og praksis.

– I et samfundsperspektiv er det meget vigtigt, at flest mulige unge tager en videregående uddannelse, for vi ved jo, at det er viden, der er Danmarks råstof. Viden er afgørende for, at Danmark kan klare sig i konkurrencen i den globale verden og udvikle sig i positiv retning. Og arbejdsmarkedet efterspørger blandt andet de målrettede kompetencer, professionsbachelorer uddannes med, fastslår direktør Asbjørn Christensen.

Ledige pladser i andre byer

Hvis ikke man er kommet ind på drømmeuddannelsen i Viborg, er der mulighed for at søge en af VIAs ledige pladser i andre byer i Region Midtjylland. Det gælder især uddannelser, hvor der ifølge loven er ”frit optag” for alle, der opfylder optagelseskravene.

Det drejer sig fx om de dansk- og engelsksprogede ingeniøruddannelser i Aarhus, Horsens og Herning, samt uddannelserne til bygningskonstruktør.

Der er desuden ledige studiepladser på læreruddannelserne i Nr. Nissum, Skive og Silkeborg.

Se ledige pladser her.

Fakta: Antal optagne i Viborg per 30. juli 2016

  • Bachelor i Animation: 50
  • Professionsbachelor i offentlig administration: 20 (STADIG LEDIGE PLADSER)
  • Professionsbachelor, Pædagog: 168
  • Professionsbachelor, Pædagog – netbaseret: 54
  • Professionsbachelor, Sygeplejerske: 103 (STADIG LEDIGE PLADSER FOR SOSU-ASSISTENTER)
  • Professionsbachelor, Sygeplejerske – netbaseret: 2

Kommentarer