Viborg

Hej skal vi lege – og helst med lidt gang i

393 børn fra 28 daginstitutioner i Viborg Kommune delatger i 'Hej skal vi lege'-kampagnen uge 41. Pressefoto

Uge 41 står i bevægelses tegn for børn over hele landet, når bevægelsesugen ‘Hej skal vi lege’ rulles ud. I Viborg Kommune deltager 393 børn fra 28 daginstitutioner.

‘Fjolletårne’ og ‘Flyvende Frisbee’ er navnene på nogle af de lege, som børn fra hele landet skal prøve kræfter med, når bevægelsesugen ‘Hej skal vi lege’ skydes i gang mandag den 9. oktober.

Med bevægelseskampagnen ønsker Børneulykkesfonden, DGI og legetøjsfirmaet Bobles at inspirere forældre og pædagoger til mere motorik, leg og bevægelse i børnehaver og institutioner.

815 institutioner landet over leger med

Der har været stor interesse for projektet i år, hvor omkring 25.000 børn fra 815 institutioner er tilmeldt. Siden 2011 har mere end 259.000 børn deltaget i ‘Hej skal vi lege?’

– Det er vigtigt at sætte fokus på motorik og bevægelsesglæde blandt børn, både når de er i institution og derhjemme. Det giver børnene gode oplevelser og kan på den lange bane være med til at give et aktivt og sundt liv. Derfor er vi også rigtig glade for den store tilslutning til ‘Hej skal vi lege’, som er den største bevægelseskampagne i Danmark for denne aldersgruppe, for det viser, at der er stor interesse for at få børn til at bevæge sig mere, siger Søren Møller, formand for DGI.   

Pædagoger ønsker mere fokus på bevægelse

61 procent af pædagogerne mener, at der i meget høj eller høj grad er behov for øget fokus på bevægelse i deres institution. Det viser en undersøgelse, Børneulykkesfonden har gennemført blandt 173 pædagoger.

Formålet med Hej skal vi lege? er netop, at pædagogerne får inspiration og redskaber til at inkorporere mere bevægelse i dagligdagen.

– Det kan være en udfordring for pædagogerne at komme med nye og spændende måder at integrere bevægelse på i en travl hverdag. Det er alfa og omega, at det er sjovt at røre sig, og derfor vil vi gerne give pædagogerne ny inspiration, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Bevægelse skal ske igennem hele dagen

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør børn fra 1-4 år bevæge sig så meget som muligt, mens børn i 5-6 års alderen skal bevæge sig mindst 60 minutter om dagen. Ifølge Louise Hærvig, børnefysioterapeut tilknyttet Bobles og udvikler af legene i bevægelsesugen, er det vigtigt, at bevægelse tænkes ind som en helhed i børnenes dag – også derhjemme.

– Vi skal se på bevægelse som en motorisk ven, der er med os hele tiden, og sammen skaber vi bevægeglæden. Det er fint, men ikke helt nok, hvis der kun er fokus på bevægelse i institutionerne. Forældrene skal gerne føre de gode vaner videre derhjemme. Det bedste er, at vi tænker sanserne ind i alt, det vi allerede gør i hverdagen – det er bevægeglæde hele vejen rundt, siger Louise Hærvig.

Fakta

Siden 2011 har mere end 259.00 børn deltaget i ‘Hej skal vi lege?

393 børn fra 28 institutioner og dagplejere fra Viborg Kommune deltager.

Årets legetema er bygget op omkring specialdesignede ‘tumletrin’ fra firmaet Bobles og tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor barnet stimulerer sin balance og motorik.

Legene er udarbejdet i samarbejde med børnefysioterapeut Louise Hærvig.

For 240 kroner kan vuggestuer, dagplejere og børnehaver bestille en pakke med Bobles balanceblokke (se billedet), legehæfte fra DGI, diplomer til børnene, plakater samtinformationshæfte til forældre og institutionen.

Kommentarer