Viborg

Hvordan bliver flere landsbyer levedygtige?

Billede fra Gullev, der sidste år var nomineret til Årets Lokalområde 2017. Arkivfoto

Udvalget for levedygtige landsbyer har overdraget sine anbefalinger til regeringen, og Landdistrikternes Fællesråd har derfor brug for din mening, dine oplevelser og dine ideer, når organisationen afholder arrangement om levedygtige landsbyer mandag 5. november i Egtved.

Mere end 1 million danskere bor i dag på landet eller i mindre bysamfund med op til 1.000 indbyggere. Landsbyer har omstillet sig og fundet nye veje, blandt andet båret af et stærkt foreningsliv og ny erhvervsudvikling, men mens befolkningstallet siden år 2000 er steget på landsplan, bor der i dag færre i landsbyerne og det åbne land.

Forligskredsen, der stod bag den politiske aftale om moderniseringen af planloven, besluttede derfor at nedsætte et udvalg med fokus på levedygtige landsbyer. Udvalget har netop overdraget sine 17 anbefalinger til regeringen, og anbefalingerne forventes at blive politisk behandlet i løbet af efteråret.

Som opfølgning på udvalgets arbejde har Landdistrikternes Fællesråd nedsat et internt udvalg, der blandt andet skal se på, hvilke virkemidler der kan styrke udviklingen i de danske landsbyer, og hvordan anbefalingerne kan udmøntes i praksis.

Vi giver en kop kaffe, hvis du giver din mening

For at få bidrag til det interne udvalgsarbejde afholder Landdistrikternes Fællesråd et arrangement, hvor alle interesserede er velkomne. Mødet afholdes mandag  5. november klokken 10:00 til 15:00 i Roberthus, Tybovej 2, 6040 Egtved.

Formålet med arrangementet er at skabe debat med nytænkning og løsningsforslag til landsbyernes udfordringer. Hvad skal der til, for at landsbyer er levedygtige? Hvordan kan landsbyer blive attraktive bosteder, og hvordan kan landsbyer dele offentlige og private servicefunktioner?

Dette er blot nogle af de spørgsmål, der vil blive stillet.

Arrangementet vil indeholde oplæg om landsbyindsatsen i Landdistrikternes Fællesråd af formand Steffen Damsgaard og næstformand Grethe Saabye, præsentation af udvalgets anbefalinger af Jens Kr. A. Møller, formand for Udvalget for levedygtige landsbyer, samt fire perspektiver på udvalgets anbefalinger.

Tilmelding med angivelse af fulde navn, organisation og mailadresser bedes fremsendt til kontorkoordinator Anni Langkjær Sørensen på als@landdistrikterne.dk. Der er et begrænset antal pladser til arrangementet.

Se programmet her: Program Landsbytopmøde.

De 17 anbefalinger fra Udvalget for levedygtige landsbyer

Udvalget for levedygtige landsbyer, der blev nedsat i juli 2017 som en del af den politiske aftale om modernisering af planloven, aflagde i april 2018 deres anbefalinger til, hvordan regeringen, kommunerne og de enkelte lokalsamfund kan skabe stærke og levedygtige landsbyer, der bidrager til ambitionen om vækst og udvikling i hele Danmark.

Udvalget har fremlagt 17 anbefalinger og peger på, at kvaliteten i landsbyerne skal højnes ved at fokusere på de lokale potentialer, som natur, landskab, tillid, lokale fællesskaber og samlingspunkter, der typisk forbindes med landsbyliv og efterspørges af såvel bosiddende som potentielle tilflyttere.

Læs udvalgets anbefalinger her.

Kommentarer