Viborg

Kom med i en læsekreds – Viborg Bibliotekerne hjælper

Kom med til informationsmøde på Viborg Bibliotekerne om læsekredse. Arkivfoto

På Viborg Bibliotekerne hyldes litteratur og læseglæde, og nu gives endnu flere brugere mulighed for at dykke dybere ned i litteraturens verden, ved at være med i en læsekreds. 

Læsekredse er populære lige nu.

– Mange kan lide den ekstra dimension til læsningen, som man får i en læsekreds. Det er interessant at udveksle meninger og forståelser af en tekst og opdage, at der kan være mange forskellige oplevelser af den samme bog – og så er det selvfølgelig også hyggeligt samvær, mange søger i en læsekreds, fortæller bibliotekar Anette Siem Kristensen, Viborg Bibliotekerne.

Informationsmøde

Viborg Bibliotekerne oplever lige nu stor efterspørgsel på læsekredse og holder derfor informationsmøde, hvor alle, som måske gerne vil være med i en læsekreds, er inviteret. Det sker på Hovedbiblioteket i Viborg mandag den 10. september klokken 19. Bibliotekarerne giver råd og vejledning til, hvordan man kommer i gang med en læsekreds og hvordan biblioteket kan hjælpe med at finde et mødested og skaffe bøgerne. Måske der også er dannet et par nye læsekredse inden aftenen er omme.

– Vi håber rigtig mange har lyst til at komme, nyde en kop kaffe og måske gå hjem med en læsekredsbog og et kryds i kalenderen for det første læsekredsmøde, lyder det fra Anette Siem Kristensen.

Biblioteket har forberedt en lille samtalecafé, så de fremmødte har bedre mulighed for at lære hinanden at kende. Her vil det også være muligt at pejle sig ind på, hvem der foretrækker eksempelvis lyrik eller krimier, hvem der helst vil mødes på café, hvem der gerne vil mødes ofte osv.

Kommentarer