Viborg

Kommunen på udkig efter kandidater til Årets Lokalområde 2018

Nu er det blevet tid til at indstille nye kandidater til Årets Lokalområde 2018 i Viborg Kommune. Sidste var det Vammen der løb med førstepræmien over Gullec og Hald Ege. arkivfoto

Jagten går nu ind på at finde det lokalområde, der – som det 11. i rækken – fortjener æren og prisen som Årets Lokalområde i Viborg Kommune.

Det bliver i år det nye Landdistriktsudvalg, der nominerer tre kandidater til Årets Lokalområde og efterfølgende besøger de nominerede landsbyer samt udpeger den endelige vinder.

Fokus på det gode liv

Formålet med konkurrencen er at fremhæve og anerkende lokalområder, som på forskellig vis har gjort sig særligt bemærket, og Landdistriktsudvalget ønsker at sætte fokus på de mange levende lokalområder, som er med til at gøre Viborg Kommune til et attraktivt sted at bo, leve og opleve.

– I vores mindre byer og landsbyer møder jeg heldigvis rigtigt mange ildsjæle, som viser et stort, frivilligt engagement i lokalområderne. Jeg ser frem til at se de mange gode eksempler på det. Forhåbentlig vil mange lokalområder være med til at sætte fokus på det gode liv i vores landdistrikter og deltage i konkurrencen om at blive Årets Lokalområde, siger formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, i forbindelse med konkurrencen.

100.000 kroner i præmiepenge

De tre lokalområder, som bliver nomineret, får den 9. september besøg af Landdistriktsudvalget, og den 15. september kan en af Viborg Kommunes byer, bydele, landsbyer eller lokalområder officielt smykke sig med titlen som Årets Lokalområde 2018.

Der uddeles i alt 100.000 kr. i præmiepenge – nemlig en 1. præmie på 50.000 kr. og to 2. præmier à 25.000 kr. Alle præmier skal anvendes til almennyttige formål i lokalområdet.

Sådan deltager man

Hvis man vil deltage i konkurrencen, skal man senest den 1. august sende en begrundet indstilling til Landdistriktsudvalget, hvor man fortæller, hvorfor netop ens eget lokalområde skal vinde, samt hvilke projekter i lokalområdet, pengene skal bruges til, hvis man vinder.

Landdistriktsudvalget opfordrer alle byer, bydele, landsbyer og lokalområder i kommunen til at deltage i konkurrencen. Områder, der tidligere har deltaget, er velkomne til at deltage igen.

Konkurrencen annonceres i den lokale presse, og interesserede kan finde indstillingsskema samt læse mere om konkurrencen på viborger.dk

Kommentarer