Hammershøj

Økonomidirektør i Andelskassen fritstillet efter halvandet år på posten

Danske Andelskassers Bank kunne i januar 2015 meddele, at man efter flere tabsgivende år havde ansat Brian Grønnegaard til fremover at styre bankens økonomi. Nu, kun halvandet år efter, er Brian Grønnegraard fyret og fritstillet med løn frem til 30. juni 2017.

I en selskabsmeddelelse skriver banken, der har hovedsæde i Hammershøj, at fratrædelsen sker som led i en række tilpasninger i Danske Andelskassers Bank, som helt overordnet er sket med henblik på en fortsat effektivisering af bankens struktur og processer. Økonomidirektørens hidtidige opgaver varetages fremover af bankens samlede direktion, lyder det i meddelelsen.

Hvorvidt Brian Grønnegaard under sin ansættelse har medvirket til effektivisering meddeles ikke, men Danske Andelskassers Bank har i flere år bokset med underskud i 100 millioners klassen og flere genopretningsplaner er afleveret til Finanstilsynet på grund af den skrantende solvens.

427 mio. kr. i ny kapital

Banken rejste i foråret i år 427 mio. kr. i ny kapital fra gamle og nye aktionærer. Dog ser driften fortsat ud til at volde banken problemer. Danske Andelskassers Bank kom ud af første kvartal med et underskud på 14 mio. kr. og har samtidigt sænket forventningerne til 2016.
Banken har i tidligere meddelelse begrundet årsagen til underskuddet således:

“Samlet set betegner banken det negative resultat som ikke tilfredsstillende. Hovedårsagen til underskuddet er negative kursreguleringer på 33 mio. kr., samt en stærkt forøget konkurrencesituation i første kvartal 2016, som har medført, at forventningerne til dels væksten i udlånsvolumen og dels renteniveauet på udlån ikke er blevet opfyldt. Dette kombineret med et fortsat presset dansk landbrug og regeringens lavere forventninger til fremtidig vækst samt den fortsatte uro på de finansielle markeder betyder, at banken fremover forventer fortsat lave og faldende afkast, hvilket sætter renteindtægter og basisindtjening for 2016 under pres i forhold til tidligere udmeldte forventninger.

Grafik: Seneste fem års resultater fra Danske Andelskassers Bank.

Kommentarer