Viborg

Sankt Hans for børn på Borgvold i Viborg

Fremsendt foto

Traditionen tro er der Sankt Hans for børn fredag 23. juni på Borgvold. Et arrangement, som plejer at være et tilløbsstykke ikke mindst for familier med mindre børn.

Sidste år var det hele ved at drukne i regn, så i år håber man på at få en god Sankt Hans eftermiddag og aften for børnefamilierne.

– Mange er glade for, at de sammen med børnene kan fejre en ”rigtig” Sankt Hans med heks, bål og underholdning og alligevel nå at komme hjem næsten til sengetid, siger Erik Kierkegaard fra Børnebiblioteket i Viborg, som er arrangør af den populære sankthansfest.

Børne-sankthans begynder allerede klokken 15, og lige fra starten er der mulighed for at lave pandekager over ild og producere sjove halmhekse, som senere ender på det store bål.

Cirkusforestilling

I løbet af eftermiddagen, klokken 16 og igen klokken 7.30 optræder Cirkus Charlie.

– Det lille enmandscirkus har i ugens løb lavet forestillinger og workshops på Snapsting for børn, og det var derfor også oplagt med lidt cirkus og gøgl Sankt Hans aften, fortæller Erik Kierkegaard.

Det hele slutter med et stort, flot Sankt Hans bål med alle børnenes halmhekse og med en stor heks lavet af elever fra Viborg Produktionsskole.

Under hele arrangementet er der tændt op i den 10 meter lange snapstingsgrill, som alle frit kan bruge, og der er salg af pølser og sodavand.

Kommentarer