Viborg

Skal din forening have del i foreningspuljens 45 millioner?

Din forening har nu mulighed for at blive klogere på hvordan i får del i foreningspuljens 45 millioner kroner. Arkivfoto

DIF og DGI oprettede tidligere på året en ny foreningspulje, hvorfra der skal uddeles cirka 45 millioner kroner årligt til de lokale idrætsforeninger, der er organiseret i DIF eller DGI. På tirsdag 11. september kan foreninger i Viborg Kommune få et gratis kursus i, hvordan man kan få del i puljen.

Midlerne fra den nye pulje skal være med til at skabe rum til udvikling i foreningerne. De skal gå til initiativer, som er med til at sikre idrætsforeningernes daglige virke, og som understøtter, at flere danskere skal være medlem af en idrætsforening.

Uddelingerne kommer til at ske på baggrund af ansøgninger fra foreningerne, og pengene skal gå til projekter og tiltag, som kan styrke foreningerne og bakker op om DIF og DGI’s vision om at få flere aktive danskere og flere danskere ind i idrætsforeningerne. Der kan være tale om støtte til foreningsudvikling, indkøb af idrætsmateriel, udarbejdelse af informationsmateriale, inkludering af nye målgrupper, afholdelse af events, opstart af nye aktiviteter og lignende initiativer.

Nu tilbydes foreninger i Viborg Kommune et kursus i, hvordan man kan få del i midlerne.

DGI, Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd er værter på aftenen, hvor du får oplæg om den nye pulje, overblik over andre puljer samt råd og vejledning til at få succes med ansøgningerne, så jeres projekt eller idé kan blive til virkelighed og gøre en forskel.

Arrangementet finder sted tirsdag den 11. september 2018 klokken 17.00-20.00 i Rådhussalen, Viborg Rådhus, Prinsens Alle 5, 8800 Viborg.

Program

  • Fundraiser Rasmus Munch fortæller om puljer og fonde og afslører hemlighederne bag at få succes med fundraising
  • Oplæg om Foreningspuljen ved Trygve Laub som fortæller om kriterierne for at søge puljen
  • Spørgsmål til eksperterne om puljen og fundraising
  • Workspace: Uanset hvor du er med dit projekt hjælper foreningskonsulenterne dig med at forme og videreudvikle det
 Der medfølger forplejning på kurset.
Kurset er gratis for alle Viborg Kommunens folkeoplysende foreninger.
Tilmelding her.

Kommentarer