Debat

Sønæs kan blive det nye Borgvold

Arkivfoto

Debatindlæg af Jens Ravn, Islandsvej 52, Viborg.

I sit møde den 13. december skal byrådets økonomi- og erhvervsudvalg tage stilling til den fremtidige anvendelse af bygningerne på Sønæs. I en idékonkurrence er der indkommet to projektforslag med hver sit særkende.

Valget af projekt vil få afgørende indflydelse på udviklingen af området og langt hen ad vejen også på, hvem området fremover vil appellere til. Derfor er det vigtigt, at det valgte projekt – eller måske et helt 3. – får bred appel og understøtter den status som hele byens aktivitetssted og udflugtsmål, Sønæs har opnået.

I mine øjne er Sønæs det nye Borgvold. Eller dette århundredes pendant til sidste århundredes anlæg og faciliteter ved Nørresø. Bynært og sønært, rekreativt for borgerne i nærområdet såvel som i et større opland. Og helt sikkert mere folkeligt, end Borgvold i hvert fald i sin oprindelse var.

Ser man til andre købstæder – særligt havnebyer – og hvordan man har fornyet udtjente havneområder, finder man flere steder smukke “maritime” træbygninger, som danner ramme om café- eller restaurationsdrift med nærheden til vandet som et afgørende aktiv.

I Viborg har vi ikke udtjente havneområder, men Sønæs er et fantastisk område med parken og nærheden til vandet som sine vigtigste attraktioner. Det kan vi få mere ud af, og vi kan med fordel lade os inspirere. Af andre byer såvel som af gode erfaringer fra vores egen by.

Ser jeg på, hvad Borgvold gennem tiderne har tilbudt viborgenserne, så er der al mulig grund til at skabe “et nytænkt Borgvold” – i tråd med tidens tendenser og de aktiviteter, som allerede præger området ved Sønæs.

Var jeg projektmager, ville jeg bygge nyt. I træ og i en maritim stil. Og jeg ville samle al drift i én organisation og tilbyde det samme, som Borgvold – inkl. Salonen – igennem tiden har tilbudt byens borgere og gæster.

Café/restaurant inkl. selskabslokaler og mødefaciliteter. Velbeliggende terrasser, sønært, udsigt over vandet og parken. Salg af is, og slik, kaffe, sodavand og øl til dem, der bare kommer forbi og ønsker en hurtig pause, overdækket siddeområde til børnehaver, skoler og andre på udflugt med madpakke, udlejning af kanoer, joller og pedalbåde, og med anlæg for turbåden “Margrethe I”. Og offentlige toiletter, naturligvis.

Kan man drive sådan et etablissement uden at det ligger midt i byen? vil mange spørge. Og svaret er Ja.

Det findes allerede. Niels Bugges Kro i Dollerup Bakker har stort set samme brede vifte af tilbud og med bred appel både til gourmetgæster, selskaber og familiefester, møder og cykelturister og dem, der gerne vil leje en jolle eller købe en picnickurv.

Et nyt Borgvold med en sådan bred vifte af tilbud og faciliteter vil i mine øjne være den bedste måde at udvikle Sønæs som et aktivt og inspirerende område med noget for en hver smag og med plads til alle.

Derfor er mit håb, at medlemmerne af Økonomi- og Erhvervsudvalget vil se idéen i denne vision og tage den med i det videre arbejde med udviklingen af Sønæs – herunder i dialogen med projektmagerne.

På forhånd tak. PS.: Økonomi- og Erhvervsudvalget kan også overveje, om man ønsker, at det nuværende byråd skal tage stilling i sagen, eller om man vil overlade det til det ny byråd.

Kommentarer