Viborg by

Søndagsunderholdning for børnefamilier på Borgvold

En tilbagevendende publikumsmagnet ved sommersøndage på Borgvold er tryllekunstneren Jesper Grønkjær. Pressefoto

Saml familien, ryst tæppet fri for strandsand, bryg en kande kaffe og bland en liter saftevand. Det hele lægges i en kurv, og i er nu klar til en dejlig dag med skøn underholdning i høj kvalitet ved friluftsscenen på Borgvold.

I over tyve år har Borgvold dannet idyllisk ramme om underholdning for børn og deres familier alle søndage i august. Søndag 4. august starter årets nye sæson.

Borgvold Søndage summer af liv med trylleshow, dukketeater og teaterforestillinger for børn i alderen 4-10 år. Underholdningen finder sted ved Friluftsscenen på Borgvold fem søndage klokken 14.00, og det hele brager løs første gang den 4. august.

I tidens løb har mangfoldige, muntre indslag fundet vej til Borgvold Søndage. Børnefamilier kan se frem til en bred palet af dukke- og børneteater, gøgl, trylleri, stagefight, sang, dans og musik.

Trylleshow blev næsten til søforestilling

En tilbagevendende publikumsmagnet er Jesper Grønkjær med sit forrygende trylleshow. Underholdningen er under åben himmel, og et år viste den danske sommer sig ikke fra den bedste side, fortæller børnekulturformidler Lone Korsholm-Madsen.

– Jesper Grønkjær måtte holde ekstra fast i staven, da hans bagtelt flere gange blev blæst omkuld af en stiv kuling fra Nørresø. Bibliotekets medarbejdere måtte nærmest pløkke sig selv fast til teltet, så det ikke blev en søforestilling, fortæller hun og til føjer:

– Men alle de gange, hvor solen stråler ned over Borgvold, har børn og familier holdt picnic på græsplænen ved scenen og nydt den fine underholdning og en is fra Margit i Borgvold Kiosken.

Udover det tilbagevendende trækplaster, Jesper Grønkjær og hans trylleshow, gæstes Borgvoldscenen i år af Moster Mies Orkester, som spiller lyst og energisk musik og får børnene til at danse, synge, grine og lave sjove bevægelser.

Det er iørefaldende musik og med omkvæd, hvor både børn og voksne er med og som taler både til børn og voksne. Hør hittet: ”Åh nej, ildebrand” på Youtube.

Desuden kan børnene glæde sig til teaterforestillingerne ‘Hov, Hov, Nå, Peddersen & Findus og Kejserens nye klæder’. Programmet kan ses på www.viborgbib.dk/arrangementer

Moster Mies Orkester. Pressefoto

Is til læselystne børn på Borgvold

I år har Viborg Bibliotekerne et ekstra samarbejde med kiosken på Borgvold om læseprojektet, Sommerbogen. De børn, der har hentet Sommerbogsfolderen på biblioteket, læst 5 bøger, udfyldt og returneret folderen, får en iskupon til en lækker is fra Borgvold Kiosken. 

Der er dermed en oplagt mulighed for at kombinere læsebelønningen med en god kulturoplevelse.

– Vi glæder os til at byde velkommen til endnu en fin sensommer med masser af familier, fis og ballade på de fem Borgvold Søndage med start den 4. august, lyder det fra børnekulturformidler Lone Korsholm-Madsen fra Viborg Bibliotekerne.

Gang i Viborg

Borgvold Søndage startede i 1990’erne som en kommunalt puljeprojekt kaldet Gang i Viborg. Målet var at sparke mere kulturliv i Viborg over somrene. Det var både børne- og voksenarrangementer dengang.

Børnekultursamrådet overtog senere opgaven og endte med at arrangere 4-5 søndage på Borgvold for børn og deres familier. Siden Børnekultursamrådet blev nedlagt, har Viborg Bibliotekerne stået for opgaven.

Kommentarer