Viborg

Spirende sportsstjerner på scenen

Unge sportsmestre 2016 i spotlyset på Viborg Teaters scene. Foto: Viborg Kommune

Der var godt gang i Viborg Teater, da Kultur- og Fritidsudvalget og Viborg Idrætsråd onsdag aften fejrede 116 unge sportsstjerner fra Viborg Kommune ved arrangementet Ung Sportsmester 2016.

Det faste makkerpar bestående af formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Per Møller Jensen, og formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen gav alle de spirende stjerner en personlig lykønskning med på vejen.

Muligheder for både bredde og elite

Per Møller Jensen bød de unge sportsmestre velkommen med et kæmpestort tillykke. Han understregede herefter, at idrætsforeningerne og de frivillige er helt centrale for Viborg Kommunes vision for idrætsområdet, og sagde bl.a. til atleterne:

– Byrådet ønsker fortsat at skabe gode idrætsmuligheder og udviklingsmuligheder for både bredden og eliten. Vi ønsker, at endnu flere bliver en del af det fantastiske fællesskab, som I er en del af – idrættens fællesskab! Og netop det fællesskab skylder vi alle en særlig tak på en festdag som i dag.

Preben Jensen gav udtryk for stor stolthed over foreningslivet og de store sportslige resultater. Han kom dog også ind på den svære balance i forældrenes rolle og sagde henvendt til de stolte forældre i salen:

– Jeg håber, at I, der er her i aften, vil gå forrest og bakke op om træneren og anerkende trænerens særlige idrætsfaglige viden og beslutninger.

Fest og fart over feltet

Især Viborg Gymnastik Forening samt fodboldpiger og -drenge fra hhv. Team Viborg og FK Viborg fyldte godt på sportmesterlisten i år. Ny i Ung-Sportsmester-sammenhæng er bl.a. drengene fra Eastside Futsal, der blev jyske mestre i 2016 – og faktisk i marts i år også vandt DM.

På scenen var der fest og fart over feltet, da unge bordtennisspillere fra Team Nørreå, kæmpere fra Viborg Kampsport og gymnaster fra VGF alle beviste, hvorfor de er spirende stjerner.

Aftenens øvrige optrædende fra Overlund Skoles kor og Musicalskolens spritnye musical, Ophelia, kastede musikalsk stjernestøv på de unge sportsstjerners store aften.

Kommentarer