Strikkeforedrag med designer Sanne Fjalland på hovedbiblioteket

Glæden og stoltheden ved selv at skabe ting gør strikkekunsten populær på tværs af generationer. Er du også bidt af en gal strikkepind? Så kom ind på Hovedbiblioteket i Viborg d. 20. marts til en eftermiddag om strik, kreativitet og inspiration med strikkedesigner Sanne Fjalland.

I dag er tøjet næsten ikke til at slide op. De fleste af os mangler ikke noget. Tværtimod er der vist mere end rigeligt i de fleste skabe og skuffer.Værdien i de hjemmeproducerede brugsting er i højsædet og håndarbejdet er i dag blevet en luksus med tid og rum til fordybelse i en ellers travl hverdag.

Strikkedesigner Sanne Fjalland har arbejdet med design af håndstrik siden 2003 og fortæller, at hun vægter kvaliteten højt.

– Kvalitet har altid betydet mere for mig end kvantitet, og for mig falder det helt i tråd med min livslange fascination af håndværk og håndlavede produkter. Et håndlavet produkt er unikt. Det rummer en fortælling om omhu, passion og at et menneske har brugt sin kostbare tid på at fremstille det, fortæller designeren.

I foredraget vil hun fortælle om sit arbejde med forskellige strikkedesigns og sine inspirationskilder.

Kom med til en inspirerende strikke-eftermiddag med designer Sanne Fjalland, lyder opfordringen fra hovedbiblioteket, der lægger lokaler til foredraget, der finder sted onsdag 20. marts fra klokken 14 til 16.

Billetter til 50 kroner inkl. kaffe og kage kan købes ved arrangørerne LOF Midtjylland, Skolen for Kreativ Fritid og Viborg Bibliotekerne, viborgbib.dk.

Kommentarer