Viborg by

Vandskade på Viborg Sygehus efter skybrud

Det voldsomme skybrud natten til onsdag medførte vandskade på Viborg Sygehus. Privatfoto

Nattens voldsomme skybrud på viborg-egnen har givet vandskader på hospitalet i Viborg, men driften er ikke ramt.

Patienterne på Regionshospitalet Viborg kan ånde lettet op, for nattens skybrud i Viborg kommer ikke til at betyde aflyste konsultationer eller operationer. Hospitalet blev i nattens løb blevet ramt af den massive regn, men heldigvis er der kun sket materiel skade, lyder det i en pressemeddelse fra hospitalet.

Afløb kunne ikke klare presset

Vandskaderne skyldes, at afløbet på højhusets tag ikke har kunnet kapere de helt usædvanligt store vandmængder, og en del vand er derfor løbet ned igennem bygningen. Teknikere arbejder nu på at løse problemet fremadrettet.

– Vi må forvente, at der er en del vandskader på hospitalet, men driften er heldigvis ikke blevet ramt. Vi kan endnu ikke sige, hvor omfattende skaderne er. Det er vi stadig i gang med at undersøge, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen i pressemeddelelsen.

Det største problem ser umiddelbart ud til at være vand, der er kommet op nedefra. Vandet er kommet ind på etage 1 i alle hospitalets bygninger, og herfra er det sivet ned på etage 0.

Oprydning hele natten

Man gik igang med at rydde op efter skaderne allerede i nat, og midt på formiddagen onsdag er alle behandlingsbygninger gjort rene, lyder meldingen.

– Det nye akutcenter er desværre også blevet ramt, men heldigvis ikke nær så hårdt, som da der den 26. marts opstod en vandskade, da en tilbageløbsventil sprang læk. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at det får konsekvenser for indflytningen af akutafdelingen til november, men vi sætter naturligvis ind med det samme og gør alt, hvad vi overhovedet kan for at få det klar til tiden, siger Thomas Balle Kristensen.

Elevator ude af drift

En enkelt elevator i højhuset var i nat ude af drift på grund af vand. Indtil det tekniske personale fik et overblik over, om flere elevatorer risikerede at blive ramt af strømsvigt på grund af vandet, tog man fra personalets side ikke nogen chancer. En enkelt patient blev derfor omvisiteret til Regionshospitalet Herning, inden der var skabt sikkerhed for, at andre elevatorer kunne anvendes.

– Der bliver ganske givet brug for nogle reparationer, hvor vandet er trængt ind. Det går vi nu i gang med. Men vi forventer ikke, at det får nogen betydning for hospitalets patienter, afslutter Thomas Balle Kristensen.

Kommentarer