Viborg

Viborg Kommune får ny chef for Personale og Organisation

Hanne Jansfort tiltræder som chef for Personale og Organisation i Viborg Kommune 1. august.

52-årige Hanne Jansfort, der er bosat i Viborg, er oprindeligt kontoruddannet og har desuden en uddannelse som kommunom og diplomuddannelser i henholdsvis offentlig administration og ledelse. De seneste to år har hun været afdelingsleder i Økonomi i Viborg Kommune og er derfor allerede et kendt ansigt i organisationen.

Hun tiltræder stillingen med en del års ledererfaring, da hun tidligere blandt andet har været teamleder i Statens Administration og økonomi- og administrationschef på Social og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa. Hun har også en lang erfaring fra den kommunale verden, da hun i en årrække har arbejdet i den tidligere Lundtoft Kommune i Sønderjylland.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Hanne Jansfort ud af et stærkt ansøgerfelt på 35 ansøgere. Klaus Christiansen, direktør for Beskæftigelse, Økonomi og Personale, glæder sig til samarbejdet:

– Hanne Jansfort har skabt resultater og er samtidig en god ambassadør for vores personalepolitiske værdier. Hun er ambitiøs og en god kommunikator, og hun vil sammen med de dygtige medarbejdere i Personale & Organisation kunne sætte trivsel og arbejdsmiljø på dagsordenen i hele den kommunale organisation, siger han og fortsætter:

– Hanne Jansfort vil med sin erfaring fra økonomiområdet kunne bidrage til, at stabene bliver endnu bedre til at arbejde på tværs, effektivisere administrative processer, blandt andet ved at digitalisere, siger Klaus Christiansen.

Hanne Jansfort tiltræder stillingen som chef for Personale og Organisation den 1. august 2018. Hun afløser udbuds- og indkøbschef Tina Bjørnholt, der har været konstitueret i stillingen siden januar.

Kommentarer