Viborg

Viborgenser hædret som ‘Årets Cykeldynamo’

Grethe Eskildsen modtager prisen som Årets Cykeldynamo af Cyklistforbundets formand Jette Gotsche. Foto: Cyklistforbundet

Cyklistforbundet i Danmark giver prisen ‘Årets Cykeldynamo 2018’ til en cykel-ildsjæl fra Viborg. Grethe Eskildsen hædres for sit årelange engagement og for sin helt særlige evne til at inddrage bredt i den lokale indsats for cykelsagen.

Cyklistforbundet hædrede på sit landsmøde i Vejle den 27. – 28. oktober Grethe Eskildsen fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Viborg og Marianne Kildebjerg fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Svendborg med prisen som Årets Cykeldynamo.

Prisen gives til en person, som har gjort en stor indsats for Cyklistforbundets arbejde og for cykling især i sit lokalområde.

– Der findes mange engagerede ildsjæle, som gør et stort og værdsat arbejde for cykelsagen. Prisen er derfor et taknemmeligt skulderklap for den store personlige indsats. Det gør Grethe blandt andet som tovholder på projektet ‘Cykling for alle’ – et projekt i samarbejde mellem kommunen, Boligselskaberne og Cyklistforbundet. Hun gør det som pilot i Tandemklubben (for blinde og svagtseende), som medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen og turleder på mange af afdelingens ca. 70 årlige cykelture. Og hun gør det ved sit initiativ til at søge fonde om penge til projekter, og ikke mindst gennem samarbejdet med kommunen, hvor hun ikke er bleg for at få embedsmændene til at udføre tegninger til Viborgs trafik-øvebane eller gå i dialog med politikerne for at få støtte til sagen, sagde Jette Gotsche, formand i Cyklistforbundet, blandt andet i sin tale til Grethe Eskildsen.

Hun beskrev også prismodtageren som en engageret cyklist med stort C:

– Grethe er en moden dame, som har været medlem af Cyklistforbundet i otte år.  Hun har ikke bil og klarer alle indkøb på cykel. Hun er vedholdende og er altid villig til at stille op, når der er brug for det. Hun møder trofast og loyalt op til aktiviteterne – ikke bare hver gang, men hver eneste gang. Alt sammen til stor glæde og gavn for områdets cyklister – både de erfarne og de nye. Herfra skal lyde et stort tak.

En vedholdende slider

Den lokale formand for cyklistforbundet i Viborg, Inger Larsen Ørbæk, er også glad for, at prisen er gået til den lokale cykelentusiast.

– Som formand for lokalafdelingen glæder det mig meget, at Grethe har modtaget prisen, og det er i høj grad fortjent. Grethe er en slider, der virkelig lægger et stort arbejder for cyklisternes sag. Hun er vedholdende, nogen vil måske sige stædig, og hun går benhårdt efter resultater, siger lokalformanden og fortsætter:

– Grethe er involveret i mange af vores afdelings projekter, og ikke mindst kæmper hun for at få etableret en cykeltrafik-øvebane i Viborg. Og hun er kommet langt. Arealet er udpeget og tegninger er udarbejdet, kun financieringen er ikke på plads, men Grethe forsætter, og hun skal nok følge opgaven helt på plads, siger Inger Larsen Ørbæk.

Hun fremhæver desuden, som det også fremgår af indstillingen, at Grethe Eskildsen er tovholder for ”Cykling for alle” i Viborg Kommune.  ”Cykling for alle” er et undervisningsforløb for folk, der gerne vil lære at cykle.

– Det drejer sig om både børn og voksne, og på nuværende tidspunkt har vi haft næsten 100 personer gennem kurset, som er på 16 til 20 lektioner, forklarer Inger Larsen Ørbæk.

Kommentarer