Viborg

Børn i kø hos Revas for at blive naturhelte

Koncentrationen lyser ud af børnene, når de skal løse opgaverne, der gør dem til Naturens Helte. Foto: Lars Holm

Budskabet om, at vi skal passe godt på naturen, går rent ind hos de hundredevis af børn, der i disse dage besøger Revas-standen i forbindelse med Snapsting for Børn på Borgvold i Viborg.

I disse dage går hundredevis af stolte børn i Viborg og omegn rundt med et flot kort, hvoraf fremgår, at de med navns nævnelse er udnævnt til naturhelte. Kortet har de fået efter at have gennemført tre små, sjove konkurrencer om behandling af affald, der er det store trækplaster på den stand, som Viborg Kommunes affaldsselskab Revas 19.-21. juni har i forbindelse med Snapsting for Børn på Borgvold i Viborg.

Revas-medarbejderne Pia Vejling og Emma Bjærge giver gerne børnene en hånd med ved de sjove konkurrencer. Foto: Lars Holm– Det er bare rigtig, rigtig sjovt. Og så lærer vi jo også, at vi ikke bare må smide affald i naturen, fortæller veninderne Victoria og Emmelie, der går i 2. klasse på Vestre Skole.

Artiklen fortsætter under billedet…

Det kræver både håndelag og koncentration at fiske ”giftflasker” op af søen. Foto: Lars Holm

Fantastisk godt arrangement

– Det er et fantastisk godt arrangement, siger pædagog Jannie Døssing Jensen fra Børnehaven Bulderby, som er af sted med 12 børn.- Det er vigtigt, at man i en tidlig alder får gode affaldsvaner. Hjemme i børnehaven gør vi selv meget ud af at lære børnene, at de skal putte affald i affaldsspanden og ikke bare smide det fra sig. Det er jo det samme budskab, børnene får her – på en sjov og spændende måde, siger Jannie Døssing Jensen.

Vigtigt at få børnene i tale

At børn er en vigtig målgruppe, understreges også af affaldschef Poul Møller.

– Jo tidligere vi får indarbejdet gode og fornuftige affaldsvaner, des bedre. Snapsting for Børn er en fantastisk god mulighed for at få rigtig mange af de yngste medborgere i tale. Derfor har vi valgt at være til stede på Borgvold, siger Poul Møller.

Kommentarer