Viborg

Christian fra Handelsskolen i Viborg er Danmarks mest innovative elev

Christian Leonhardt er elev på Handelsskolen Viborg, i lære hos Randers Kommune og kan nu også kalde sig Danmarks mest innovative elev. Her er han og to medarbejdere fra Randers Kommune fotograferet til prisoverrækkelsen. Foto: Fonden for Entreprenørskab

Christian fra Handelsskolen Viborg modtager ny innovationspris sammen med sin læreplads – Randers Kommune

Det kan betale sig at tænke ud af boksen. Det er 22-årige Christian Leonhardt et levende bevis på. Til daglig er han elev på Handelsskolen Viborg og i lære hos Randers Kommune. 

Torsdag eftermiddag blev Christian og hans læreplads, Randers Kommune hyldet ved en stor og festlig prisoverrækkelse på Nationalmuseet i København. 

Stolthed på Mercantec

Som noget nyt har alle elever fra samtlige erhvervsskoler i Danmark haft mulighed for at indstille deres læreplads til ”Årets innovative læreplads”. Den fornemme hæder tilfaldt Randers Kommune, som ifølge dommerpanelet altså har givet Christian Leonhardt landets bedste mulighed for at udfolde sig innovativt. 

Christian Leonhardt er om et halvt år færdiguddannet assistent med speciale i offentlig administration fra Handelsskolen Viborg. 

– Innovation er et mind-set, vi har brug for at fremelske og dyrke i alle lag af vores samfund, og vi er meget stolte af, at den nye innovationspris tilfalder en af vores elever, siger uddannelsesleder på Handelsskolen Viborg, Jan Salling. 

Brug for friske øjne

Da Christian Leonhardt blev ansat som elev i Jobcenter Randers Erhverv, opdagede han en effektiviseringsmulighed i systemet. 

– Det undrede mig, at hver enkelt af jobcenterets virksomhedskonsulenter skulle have overblik over de virksomheder, som de samarbejder med, dels i hovedet og ved hjælp af et fysisk kort. Det overblik kunne man med fordel digitalisere, forklarer han. 

Med opbakning fra Randers Kommune og dens afdeling for udvikling, miljø, og teknik, gik Christian Leonhardt i gang med at konstruere et data-drevet webkort. Kortet er i fuld funktion og Randers Kommune er stolt af deres innovative elev og af prisen. 

– Vi arbejder meget målrettet med, at vores elever skal tage ansvar for egen lærling. Vi fortæller dem, at de kan få lov til stort set alt, og at de meget gerne må udfordre os og stille spørgsmål, fordi det er vigtigt for os, at vi har friske øjne på systemet hele tiden. Det har Christian haft, og vi er enormt stolte af prisen, siger Heidi Würtz Pedersen, der er uddannelsesansvarlig i Randers Kommune. 

Ikke bange for fejl

Christian Leonhardt har følgende råd til andre elever, der gerne vil arbejde innovativt:

– Jeg har lært, at det kan betale sig at åbne munden, hvis man får en idé, der måske kan bruges, siger han og fortsætter:

– Og man skal ikke være mange for at fejle eller for at spørge om hjælp. Man kan ikke lave alting selv. 

Det betaler sig at tænke innovativt. Det er den 22-årige elev fra Handelsskolen Viborg, Christian Leonhardt, bevis på. Foto: Fonden for Entreprenørskab

Kommentarer