Viborg

Erhversrådet sætter gang i storstilet iværksætterprojekt

Ian Norman, iværksætterkonsulent hos Viborgegnens Erhvervsråd og projektleder på forløbet. Pressefoto

Viborgegnens Erhvervsråd sætter stort fokus på iværksætteri efter foreningen har fået bevilliget 2,3 millioner kroner af Erhvervsstyrelsen og EU’s Socialfond. 

De næste to år vil Viborgegnens Erhvervsråd etablere et længerevarende kompetenceforløb for iværksættere, hvor målet er at udvikle og styrke opstartsvirksomheder i Region Midtjylland.

– Vi vil gerne bidrage til at Region Midtjylland, og specielt Viborg Kommune, er et godt sted at starte sin virksomhed samt at de virksomheder, der starter op har det bedst mulige økosystem at udvikle sig i, siger Ian Norman, iværksætterkonsulent hos Viborgegnens Erhvervsråd og projektleder på forløbet.

Derfor bliver et 24-ugers kompetenceforløb sat i værk med opstart 10. marts. De første 8 uger inviterer Viborgegnens Erhvervsråd eksterne konsulenter og rådgivere ind, således opstartsvirksomhederne får et kompetenceløft fra start. Der vil blive undervist i alt fra salg, markedsføring og til forretningsudvikling og FN’s 17 verdensmål, så det allerede i opstartsfasen bliver muligt at tænke bæredygtighed ind i virksomheden.

Muligt at drive forretning ved siden af

Det er stadig muligt at drive forretning ved siden af forløbet, da undervisningen kun foregår tirsdag og torsdag. De resterende dage kan deltagerne drive deres virksomhed fra det arbejdsfællesskab, som Viborgegnens Erhvervsråd stiller til rådighed. Og det er netop arbejdsfællesskabet, der er omdrejningspunkt de efterfølgende 4 uger.

– Vi vil i modul 2 lave et dedikeret arbejdsfællesskab, som gør det muligt at netværke med andre iværksættere, få sparring samt benytte sig af kompetencer fra konsulenter og virksomheder, der er i huset samtidig med, at man driver sin forretning, siger Ian Norman.

Alt undervisning og arbejdsfællesskab foregår hos Viborgegnens Erhvervsråd hvilket gør, at man har et erhvervsråd, og derved indgangen til erhvervsfremmesystemet, lige ved hånden, lyder forklaringen.

 Coach-forløb med en erfaren erhvervsperson

Erhvervslivet bliver også en del af forløbet. De sidste 12 uger foregår ude i ‘virkeligheden’, hvor deltagerne matches med tre andre iværksættere og herefter indgår i et coach-forløb med en erfaren erhvervsperson, der følger holdet i op til 12 uger. Det giver mulighed for at have en person at læne sig op ad for sparring og udvikling samt skabe netværk i erhvervslivet.

– Målet er, at iværksættere får udviklet og styrket deres forretningsidé og skabt forbindelse til det etablerede erhvervsliv, slutter Ian Norman.

Forløbet er for opstartsvirksomheder op til 3 år og førstartere, der har taget beslutningen om at starte egen virksomhed.

Læs mere om tilmeldingsprocedureren på www.ver.dk.

Kommentarer