Debat

Mon Undervisningsminister Merete Riisager er blevet træt af jobbet eller af folkeskolen?

Se billedserie Mette Nielsen (S) – Folketingskandidat og Byrådsmedlem i Viborg Kommune. Arkivfoto

Læserbrev af Mette Nielsen (S) – Folketingskandidat og Byrådsmedlem i Viborg Kommune.

Jubelbrev fra Undervisningsministeren – men kun til privatskolerne!

Det må betragtes som bemærkelsesværdigt, at landets Undervisningsminister Merete Riisager (LA) sender et jubelbrev ud til landets privatskoler – mens folkeskolen som jo er en stor del af Ministerens område forbigås i tavshed. Brevet til privatskolerne er sendt den 16. august 2018.

Til privatskolerne skriver Undervisningsministeren bl.a.: ”Jeg vil starte med at bruge skolestarten som anledning til at takke jer for den store og vigtige indsats, I hver dag yder til gavn for jeres elever”.

Undervisningsministeren har ikke sendt et lignende brev til ledelserne, lærerne og skolebestyrelserne på landets folkeskoler.

I denne sammenhæng er det nok værd at nævne, at Regeringen har øget Statstilskuddet med 325 millioner kroner siden 2015 – og har ændret den såkaldte koblingsprocent – som regulere tilskuddet til privatskolerne fra 71 til 76 procent. Undervisningsministeren har tidligere udtalt, at hun og Liberal Alliance ønsker koblingsprocenten sat op til 80 procent.

Jeg må sige, at jeg finder det besynderligt, at landets Undervisningsminister forbigår landets folkeskoler – og lad mig nævne, at der på Undervisningsministeriets hjemmeside står der: Folkeskolen er den offentlige grundskole. I folkeskolen skal eleverne blive fagligt dygtige og oplyste, og skolen skal forberede dem til deres fremtid som demokratiske medborgere.

Med andre ord: Når nu Ministeren ikke viser folkeskolerne interesse – så skal hun da næsten også være fri for det arbejde. Så jeg håber, at det vil blive husket af vælgerne næste gang der er valg – for Folkeskolen er: Folkets skole!

Kommentarer