Viborg

Ny hjemmeside om salg af byggegrunde er i gang

Nørreballe i Skals er et af de steder, Viborg Kommune har byggegrunde til salg. Foto: Earvox.

Nu er det blevet lettere at få et overblik over de byggegrunde, Viborg Kommune har til salg. En ny hjemmeside præsenterer de ledige byggegrunde ud fra blandt andet typiske køberønsker, ligesom oplysninger om de enkelte grunde nu findes samlet.

Viborg Kommune har fået en ny hjemmeside, der præsenterer kommunale byggegrunde på en mere købervenlig måde i stedet for den gamle hjemmeside, hvor byggegrundene var listet efter geografi

– Jeg glæder mig over, at vi nu lancerer en hjemmeside, som gør det meget nemmere for køberne at finde den rette grund at bygge drømmehuset på. Det er et af flere tiltag, vi gør for at tiltrække nye borgere til Viborg Kommune, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Temaopdeling

Den nye hjemmeside opdeler blandt andet grundene efter typiske køberønsker som for eksempel ”Byg i en landsby”, ”Bæredygtige bydele”, ”For dig der pendler” eller ”Tæt på skov/vand”.

En anden nyskabelse er en søgemaskine, hvor køberne kan angive deres ønsker til en ny grund, hvorefter hjemmesiden leverer en liste over de grunde, der kan opfylde disse ønsker.

Billeder og data

På den nye hjemmeside er det også muligt at se et satellitbillede af den enkelte grund, så man kan se omgivelserne.

Viborg Kommune har desuden indgået en aftale med hjemmesiden ”DinGeo” om, at den nye hjemmeside med byggegrunde linker hertil. På den måde er det muligt at få en lang række yderligere data om grundene som f.eks. solkort, trafikstøj og risiko for oversvømmelse ved skybrud med videre.

Viborg Kommune har for tiden 385 grunde til salg i ca. 30 byer.

Se den nye hjemmeside om salg af byggegrunde på: byggegrunde.viborg.dk

Kommentarer