Viborg by

Ny Peter Seeberg-udgivelse fejres i Viborg

Peter Seeberg på Rømø i 1977. Foto: Ditte Seeberg

Peter Seeberg er ikke kun en af de største forfattere i nyere dansk litteratur. Han har også haft en helt særlig tilknytning og betydning for kulturlivet i Viborg.

I år udkommer de sidste bind i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tekstkritiske udgave af Seebergs romaner, noveller og kortprosa.

Det skal fejres, og det skal naturligvis foregå i Viborg. Fejringen vil foregå den 14. november klokken 19.00-21.00 på Hovedbiblioteket til en hyggelig aften på Skakbrættet med flere spændende oplæg på programmet.

Fint besøg af eksperter og forskere

Sideløbende med sit virke som museumsmand og leder af Viborg Stiftsmuseum udgav Seeberg et originalt forfatterskab, der har vundet klassikerstatus. Mange af hans originale manuskripter findes i arkivet på Hald Hovedgaard, og derfor har arkivet spillet en central rolle i redaktionens arbejde med den nye udgivelse.

Redaktør Jeppe Barnwell har stået i spidsen for udgivelsen, og han vil fortælle om den store udgave til fejringen. Der vil også være fint besøg af tre Seeberg-forskere: Anders Thyrring Andersen, Jørn Erslev Andersen og Lotte Thyrring Andersen, som vil fortælle om et bind hver. Det drejer sig om romanerne Hyrder (1970) og Ved havet (1978) samt Øvrige noveller og kortprosa.

Der er fri entré for alle, og vi serverer et glas vin i løbet af aftenen.

Arrangementet er et samarbejde mellem Arkiv for Ny Litteratur, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Hald Hovedgaard, Folkeuniversitetet i Viborg og Viborg Bibliotekerne.

Kommentarer