Viborg

Ny pris sætter lys på landdistrikternes ildsjæle

Logoet for den nye pris er en glad, hjertevarm og lysende tændstik

Med sloganet “Landdistrikternes Ildsjæle sætter fut i lokalområderne”, sætter Landdistriktsudvalget og Viborg Landsbysammenslutning spotlys på de mange ildsjæle i Viborg Kommunes landdistrikter. Den første vinder kåres til landdistriktskonference i marts 2020.

Uddelingen af prisen har til formål at anerkende og hylde de mange mennesker, som hver dag gør en stor forskel for deres lokalområde og de mennesker, der bor der.

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, siger om prisen:

– Vores kommune er fyldt med mennesker, som gør en forskel. Og så er der dem, der gør en kæmpestor forskel! Engagementet i Viborg Kommunes lokalområder blomstrer. Det vil vi gerne sætte fokus på, og vi har stiftet denne nye pris for at give et skulderklap til dem, der gør en helt særlig indsats.

Lone Kastberg, formand for Viborg Landsbysammenslutning, er begejstret for at være medstifter af prisen:
– Det er fantastisk, at vi med ildsjæleprisen sætter ildsjæles engagement i fokus og fortæller endnu en god historie fra landdistrikterne om gode tiltag og virkelyst. At hylde ildsjæle er at anerkende den energi, der lægges for dagen og gør landdistrikterne attraktive at bo og leve i.

Både personer og grupper kan indstilles

Både enkeltpersoner og grupper af personer kan indstilles som kandidater til prisen. Kriteriet er, at de gør en positiv forskel for borgene i et lokalområde i Viborg Kommunes landdistrikter.

Den person, eller gruppe af personer, som indstilles, kan gøre noget særligt for lokalområdet i forskellige sammenhænge. Det kan være i en forening eller som privatperson, og det kan være som frivillig eller på jobbet. Eksempler på kandidater kan være: Formanden for borgerforeningen, købmanden, de grønne pedeller, halinspektøren, spejderne, bestyrelsen for forsamlingshuset eller skolelederen.

Vinderen af prisen modtager en pengepræmie på 5.000 kroner og kunsthåndværk fra en kunstner i kommunen.

Kandidater indstilles på viborger.dk

Indtil den 3. februar 2020 klokken 12.00 kan man indstille kandidater til prisen på viborger.dk ved at udfylde et skema og skrive en begrundet indstilling.

Dommerkomitéen, der udnævner de tre finalister til prisen, består af:

  • Mette Nielsen, formand for Landdistriktsudvalget
  • Martin Sanderhoff, næstformand for Landdistriktsudvalget
  • Lone Kastberg, formand for Viborg Landsbysammenslutning
  • Jesper Bech, næstformand for Viborg Landsbysammenslutning
  • Lars Norup, chefredaktør for Viborg Stifts Folkeblad

Vinder kåres på landdistriktskonference

De tre finalister offentliggøres i pressen den 18. februar 2020. Finalisterne præsenteres på Viborg Kommunes Facebook-side og i Radio Viborg, inden kåring af vinderen den 3. marts til årets landdistriktskonference.

For at skabe opmærksomhed om den nystiftede pris uddeler kommunen i december gratis tændstikæsker med information om ildsjæleprisen. Tændstikæskerne kan fås hos udvalgte, lokale købmænd i landdistrikterne.

Kommentarer